Nibelungens ring blev både færdig-komponeret og uropført inden de første wagnertubaer blev fremstillet. Her er historien om endnu et eksempel på Wagners genialitet.

Interview med solohornist Poul-Erik Vilsbæk

VISIONEN
 Under instrumenteringen af RINGEN savnede Wagner et instrument, der kunne danne en klanglig overgang fra valdhorn til basuner. Måden han senere anvender wagnertubaen på, mere end antyder at han også ønskede sig en helt ny og speciel klang som supplement til messingblæserne. I det første instrumenteringsudkast til Rhinguldet er Valhalmotivet der indleder 2. scene mærket med ” pos. dolce”- altså : ”basuner, blødt”. Dette sted bliver senere et markant eksempel på wagnertubaernes næsten sakrale klangkarakter.
En anden farve i klangpaletten bruges af Wagner ved Hundings entre i Valkyrien 1. akt 2. scene for at skildre Hundings statur og brutalitet. Et tredje eksempel er bastubaen og de to dybe wagnertubaer i F der beskriver dragen Fafner i Rhinguldet og Siegfried. Endelig bruger Wagner wagnertubaen som ingrediens i orkestertuttiklangen f.eks. i Siegfreds ligfærd i Ragnarok

 

Til top   Print

REALISERINGEN
Wagner nævner i et brev til sin ven og velynder kong Ludwig II., at han under et ophold i Paris 1853, umiddelbart inden påbegyndelsen af instrumenteringen af Rhinguldet, havde stiftet bekendtskab med en serie messingblæseinstrumenter konstrueret af saxofonens opfinder, Adolf Sax, de såkaldte saxhorn. Fire af disse saxhorn nævnes i en tidlig instrumenteringsskitse til RINGEN.
Ideen om at anvende saxhorn forlades af Wagner i 1862, hvor han anmoder instrumentmageren Alexander om at konstruere et sæt tubaer til brug for en koncerttourné der skulle udbrede kendskabet til ringoperaerne. Alexander svarer ikke Wagner, måske fordi han var berygtet for ikke at betale hver sit. Man kan kun gisne om hvilke instrumenter der har været anvendt til at realisere wagnertubastemmerne i tiden før 1877 - , måske har hornisterne spillet dem på valdhorn, måske er de blevet spillet af militærmusikere på althorn, tenorhorn eller basuner.
Wagner gør et nyt forsøg på at realisere sin vision ved at afgive en ny ordre på sine tubaer, denne gang til et firma i Berlin, Moritz.
Moritz kopierede det tyske tenorhorns facon – ovalt og med fire drejeventiler - da han skulle bygge de første wagnertubaer. Da den grundliggende tanke fra Wagners side var, at instrumentet skulle kunne betjenes af hornister, og at skiftet mellem horn og wagnertuba skulle kunne ske uden de store vanskeligheder, blev wagnertubaen tilpasset hornet således at der kunne anvendes et hornmundstykke, og instrumentets ventiler skulle betjenes med venstre hånd. I praksis er skiftet mellem de to instrumenter yderst problematisk og kræver stor tilvænning, idet wagnertubaen har en radikalt anderledes respons end hornet. Tubaerne fra Moritz blev først leveret i 1877 hvorfor uropførelsen af den samlede ring i 1876 i Bayreuth fandt sted UDEN at realisere Wagners klangforestillinger til fulde.
DKT anskaffede wagnertubaer omkring 1914, desværre efter at den indtil da sidste fuldstændige opførelse af Ringen på DKT havde fundet sted. Disse wagnertubaer af mærket Alexander var i brug indtil 1984 (!), hvor hornisterne valgte nye tubaer af mærket Dieter Otto.

Til top   Print

Til top   Print

Poul-Erik Vilsbæk:
WAGNERTUBAEN - instrumentet, der kun fandtes i Wagners fantasi...