Til top   Print

Vi følger en kvinde, Brünnhilde, på en rejse tilbage i tiden, gennem både sin fars og sit eget liv, for – midt i sit livs største krise – at finde ud af hvem hun er, og hvordan hun er blevet det. Vi tager udgangspunkt i det store selvopgør, som vi med afslutningen af Ringen oplever sammen med Brünnhilde. Det er her hovedvægten i vores tolkning ligger; i det øjeblik i Ragnarok, hvor Brünnhilde når til et vendepunkt, hvor hun nu vil forsøge at forstå sig selv og at gøre sig fri af sin familie, sin far, sin mand – og finde sig selv.

Det var for os, som det var for Wagner: Vi måtte igennem mange forskellige ideer og udkast til, hvordan afslutningen konkret skulle udformes. Resten af operaen kom meget let til os – det var jo blot at følge sporet fra de andre operaer – men slutningen har vi knoklet og knoklet med. I et forsøg på at nå et resultat, der er ligeså stærkt, konkluderende og alligevel åbent, som Wagners fantastiske værk lægger op til. Det kommer jeg tilbage til.

Tredje del af Ringen, Siegfried, ender godt. I fej-ende dur – og med et håb om, at verden måske nu endelig kan blive et bedre sted at leve. Med et håb om kærligheden som et reelt svar på ondskab og magtsyge. Men Ragnarok starter i mol. For kimen til den katastrofe, der skal begynde undergangen for Brünnhilde og hendes familie, er allerede sået.

Wotan siger i tredje akt af Siegfried til sin gamle kærlighed, Erda, om sit barnebarn Siegfried: ”Fuld af kærlighed, uden had, kan han ikke rammes af Alberichs’ forbandelse.” Men han tager grusomt fejl. For selv om Siegfried repræsenterer den smukke idé, at verden kan blive et bedre sted at leve, hvis vi blot naivt og uden at skele til eller vide noget om fortidens konflikter elsker hinanden, så viser det sig i Ragnarok, at denne drøm kommer frygteligt til kort, når den møder ondskaben. For drømmen kender ikke ondskaben.

Til top   Print

Og ondskaben møder Siegfried i Ragnarok i form af en depraveret verden hos Gibichungerne. Efter at de store ideologier i de foregående operaer og op gennem det 20. århundrede har holdt verden i et jerngreb, er de nu endegyldigt brudt sammen. Men i slipstrømmen efter dem følger små regionale krige, hvor utæmmet had har overvintret og nu slippes løs. Sådan som vi har set det i det tidligere Jugoslavien, i Sudan, i Rwanda…

Siegfried kan ikke svare igen på ondskaben. Han kan knap nok genkende den, ja, han forføres nærmest af den, og dermed bryder den store verdensutopi, som Wotan skabte, sammen. Også på det personlige plan ligger problemet implicit fra begyndelsen: Siegfried og Brünnhilde lever i et skævt forhold. De elsker hinanden – ingen tvivl om det! – men Brünnhilde valgte Siegfried til sin mand, allerede inden han blev født. Han har aldrig fået valget, og han har aldrig haft sin frihed.

Det er Brünnhilde både klog og storsindet nok til at se og forstå. Og hun ved, at hun må slippe ham fri. Hun siger: ”Hvordan var min kærlighed, hvis jeg ikke lod dig få din frihed?” Hun gør det rigtige. Men desværre er Siegfried en mand, og da han stormer ud i verden for at erobre den, opdager han, at han kan vælge selv, og han falder pladask for … ikke nødvendigvis Gutrune, men selve muligheden for at kunne vælge, at kunne erobre den kvinde, han selv vil.

Til top   Print

Der er ingen entydige helte og skurke i den sag. Dertil er det alt for kompliceret. Siegfried er uskyldig, både på grund af den glemselsdrik han har fået, men også på grund af hans ret til at leve sit eget liv, ikke Wotans og Brünnhildes. Brünnhilde er uskyldigt offer, men også grusomt skyldig, da hun forråder Siegfried til Hagen og kræver ham død. Ja, selv Hagen er nok skyldig – og vel dybest set en rendyrket psykopat – men blot et enkelt kig på, hvordan hans liv med den kærlighedsløse Alberich må have været, afslører, at han dybest set er en stakkel.

Vi har valgt at lade Brünnhilde være gravid i Ragnarok. For at vise, at Siegfried og Brünnhilde, inden det går galt, tror på fremtiden. For at fortvivlelsens og katastrofens kim ikke skal være det eneste, der er plantet. Fordi vi tror på, at livet trods alt overvinder katastroferne, hvor svært det end kan være. Dermed nærmer vi os en slutning, der kan være både fortvivlet og uendeligt lykkelig på én gang.

Vi kan ikke leve med, at Brünnhilde som sædvanlig skal dø på sin mands ligbål. En kvindes bestemmelse her i tilværelsen må være mere end blot at gå til grunde med sin mand. Og vi må gøre op med opera-litteraturens trang til at vise os de stærke kvinder og så aflive dem – fra Puccinis Madame Butterfly og Verdis Violetta Valery til Wagners Senta og Brünnhilde – for at forløse vores maskuline seksualitet.

Vores Brünnhilde tager i sidste sekund den beslutning at leve. Men hun brænder sin families verden ned, gør sig fri af sin far og sin mand, og vil nu insistere på at blive og være sig selv ud fra sine egne forudsætninger. I samme øjeblik brænder hun så faktisk også hele mændenes magtprojekt fra det 20. århundrede med de store ideologier ned.

Vi mænd kom frygteligt til kort med vores bud på, hvordan magten kan bruges og verden kan styres. Nu er den verden gået til grunde, og ved afslutningen står en kvinde med livet i hænderne – og hun stiller os det afgørende spørgsmål: Ville hun og andre kvinder gøre det anderledes, hvis de fik chancen?

Til top   Print