Kvinderne i Rhinguldet Af Nila Parly Rhindøtrene er i de fleste opsætninger det første vi ser, når tæppet går op for Wagners store Ring-cyklus. De smækre flodnymfer byder ikke velkommen med en åndfuld intellektuel prolog; nej, deres første ord: "Weia! Waga! Woge du Welle! walle zur Wiege! Wagalaweia! Wallala weiala weia! er en vilkårligt våsende, vellystigt vuggende gang vrøvl.                Ringens indledende vrøvlevise skyldes naturligvis ikke, at Wagner ikke kunne finde på noget mere sofistikeret; den er et forsøg på at føre sproget tilbage til sin oprindelse, tilbage til menneskets første famlende forsøg på klangdannelse. Vi er ved verdens og operaens begyndelse, og det hele vokser ud af tre sireners barnlige leg med sangstemmen. De kropslige flodvæsner opleves dermed også som det, de dybest set er: nemlig sangere. Og for publikum er disse sangere allermest besnærende, når deres nøgne solostemmer blandes til terzet; her bliver sangkunstens vellyst for alvor åbenbar. Rhindøtrene er fælles om sangen, sanseligheden og latteren, og de er ét med deres opgave; bevogtningen af guldet – en opgave som udgør hele deres eksistensberettigelse. Af og til udviser de dog en form for individuel sanselighed, der er lige så vild og grusom, som det vandelement, de hører hjemme i. Men når de hver især gør stærke seksuelle tilnærmelser til Alberich, kun for igen at trække sig tilbage til den spottende kvindegruppe, får det dramatiske følger: Den frembrusende lidenskab, der som bølgebrændingen gang på gang har trukket sig tilbage, bliver for meget for Alberich, der i kærlighedsafmagt forvandler sin uhæmmede lyst efter elskov til uhæmmet lyst efter magt. Og rhindøtrene frarøves guldet. Til top   Print Så er der søstrene Fricka og Freia, som er meget forskellige. Freia er egentlig slet ikke en kvinde, snarere et guddommeligt kvindebillede, et ikon. Hun repræsenterer ikke bare den åndelige kærlighed, men også, og ikke mindst, den kropslige. Kærlighedsbegrebet er nemlig for Wagner udpræget seksuelt, hvilket bl.a. fremgår af situationen i den sidste scene af Rhinguldet, hvor Wagner viser hele Ringens hoveddilemma – kærlighed eller magt – som en scenisk pantomime: langsomt, og med stor rituel tyngde, tildækkes Freia med nibelungernes guld; og vi ser med egne øjne, hvordan hendes sårbare, levende kvindekrop stykke for stykke forvandles til stivnet mammon. Kroppen og kærligheden er blevet en vare. Freia er således forestillingens første kvindelige offer; Wotan har ikke holdt sig tilbage fra at pantsætte kærlighedsgudinden i sin grådige iver efter at få en stærk og imponerende gudeborg. Og han og Alberich er på den vis to alen ud af et stykke, begge sætter de magten over kærligheden. Men hvad Wotan ikke har forudset er, at konsekvenserne af hans beslutning skulle blive så katastrofale: guderne ældes med uhyggelig hast, for handel med kvinder og kærlighedsfortrængning fører i Ringen ubønhørligt mod den handlendes egen død. Denne skæbne, dette dødstema, gennemspilles igen og igen med forskellige aktører, og for hver gentagelse bestyrkes vi i anelsen om, at dramaets nuværende herskere og hele deres kvindeundertrykkende verdensorden naturnødvendigt må gå under. Fricka er den eneste kvinde i Ringen, der skildres som helt igennem usympatisk. Hun er en dobbeltmoralsk, indtørret biedermeierfrue, som insisterer på lovens overholdelse med en indædt stædighed. Hun forstår og anerkender kun det bestående og er således langt mere tro mod det mandsdominerede samfund end Wotan selv. Til top   Print Wagners Fricka ligner slet ikke Frigg fra den nordiske mytologi. Den oldnordiske gudinde var en listig og fantasifuld personlighed med adskillige seksuelle sidespring på samvittigheden. Fricka er derimod fuldkommen tro og fuldkommen fantasiløs. Wagner har desuden gjort sin ægteskabsgudinde barnløs, som om han dermed ville pointere, at hendes fastlåste samfundsmoral er ufrugtbar, også i allerbogstaveligste forstand. Det er ægteskabet som borgerlig institution, hun håndhæver, ikke kærligheden; og når hendes musik en gang imellem bliver indsmigrende sensuel, ligger der altid en hensigt bag, for Fricka er ikke ægte sanselig, hun bruger alene sin seksualitet til at opnå magt og til at holde på sin ægtemand (dette udelukker ikke, at hun kan elske Wotan på traditionel romantisk vis: som et mandligt forbillede, hun længes efter at forenes med). Da Wotan giftede sig med Fricka, giftede han sig kort sagt med loven. Hvad han har opnået gennem ægteskabet med hende er ikke visdom, men en høj grad af bevidsthed. Han har fået det, man i psykoanalysen kalder et "overjeg", og det styrer ham i en sådan grad, at han ikke længere kan få kontakt med sit oprindelige ubevidste naturgrundlag. "Verdens viseste kvinde" Erda må derfor selv stige op fra dybet og advare ham: Fortsætter han på den måde, beholder han magtens ring, vil det føre til hans endeligt. Han giver modvilligt ringen fra sig, men han har haft den på sin finger og forbandelsen virker allerede. For at stoppe skæbnen må Wotan derfor i operaerne efter Rhinguldet søge nedad mod det ubevidstes drømmende visdom. Han må forlade den alt for virkelige, dagklare Fricka og i stedet vække den mystiske, uvirkelige urkvinde, Erda. Og mødet med jordgudinden viser sig, i modsætning til mødet med Fricka, at være uhyre frugtbart; det resulterer i ikke mindre end ni døtre. Men Wotan kan ikke acceptere - eller ikke forstå - Erdas bud på en løsning. Hvad skal han med alle disse kvinder? Han vil have mænd, stærke mænd; derfor bruger han udelukkende sine døtre som instrumenter til at bringe ham helte. De bliver valkyrier, og Wotan går glip af chancen for at lære sin egen kvindelighed at kende. Til top   Print Rhinguldet er optakten til hele Ringen, og i den ligger kimen til den konflikt, som Wotan til sidst skal gå til grunde på: modsætningen mellem magt og sanselighed, mellem overjeget og det ubevidste. Først i den sidste af de fire operaer forløses modsætningen i Brünnhilde-figuren, hovedpersonen blandt Wotans valkyriedøtre. Wotan er ikke nogen traditionel operahelt, og kvinderne i Ringen er ikke traditionelle ofre, - de får jo også deres hævn til sidst: Wotan dør, og forinden har Wagner langsomt, men sikkert fjernet sin egen helts strålende gudemaske, og det ansigt, vi har set ind i, er hverken smukt eller harmonisk; det er skamferet, forgræmmet og kynisk - på en gang medynkvækkende og skrækindjagende. I Rhinguldet går det endnu til, som det så tit går i operaer; kvinder og kvindelighed bliver ofret. Forskellen er, at hos Wagner sker det med det formål at vise os, publikum, at denne praksis er ødelæggende for samfundet så vel som for det enkelte menneske. Til top   Print De fire operaværker Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, rollelister og meget andet: Rhinguldet Valkyrien Siegfried Ragnarok Artikler Kasper Bech Holten: Mytologier Interview med Michael Schønwandt: Om Rhinguldet Kasper Bech Holten: I evig opposition Nila Parly: Kvinderne i Rhinguldet Rhinguldet i 1908 Fotogalleri Se fotos fra Rhinguldet Biografier Læs om holdet bag Ringen Rolleliste Se rollelisten Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet