Da københavnerne mødte Fafner
Af Henrik Engelbrecht

Første gang Siegfried blev spillet i Danmark var på Det Kongelige Teater i 1903. Dengang talte man meget om den imponerende drage, som teatret havde importeret til lejligheden fra Tyskland.

Dekorationerne var dengang for en stor dels vedkommende genbrug af klippe-sætstykker og andet godt fra teatrets eksisterende eller kasserede opsætninger af både operaer, balletter og skuespil – bl.a. Aubers opera Den stumme i Portici, Paludan-Møllers skuespil Kærlighed ved hoffet, Verdis Trubaduren og Wagners Lohengrin. Sådan plejede man at skrabe en dekoration sammen til en nyopsætning, så det var der ikke noget mærkeligt i. Men én ting var ny og spændende; dragen Fafner, som nok næppe havde imponeret nutidens publikum i Operaen, men som dengang, for mere end 100 år siden, var noget af det mest avancerede man endnu havde set på et dansk teater. Fafner var i 1903 en maskine, som var importeret fra Tyskland, og som blev betjent af seks mænd i hvide kitler. De fulgte en detaljeret liste med nummererede signaler:

Det lader til, at ambitionerne om en ild- og røgsprudlende drage ikke har været helt realistiske ved de daglige forestillinger – i hvert fald er både ild og damp på et tidspunkt blevet slettet fra maskinmesterprotokollens signal-liste over Fafners bevægelser og gøremål. Men til premieren virkede det, kan man læse i Politiken dagen efter:  ”Men nu aabner Forverdenens Dyr sit gab, og mens der fra Orkestret lyder en tung ondskabsfuld prusten, begynder Dyret at synge. Og stemmen, der udgaar af Gabet, er utvivlsomt Hr. Max Müllers. Er han gemt i inde i Hammen, har han det hedt. Snart staar en sky af Damp ud af Fafners Næsebor, snart spruder den veritabel Ild. Det sidste sker, da Siegfried nærmer sig for at støde sit Sværd i dens Hjerte. Fafner rejser sin tunge Krop, hæver Forbenene for at knuse den Formastelige, og mens Ilden staar den af Næsen, og Øjnene skinner, udfolder den to svære Flagermusvinger – saadan som de forhistoriske Dyr paa Overgangen mellem Kryb og Fugl har haft dem. Men Siegfried borer Sværdet
Nothung i Dyrets Side, og det synker dødeligt ramt sammen. Mens det synger sine sidste Strofer, slappes Kroppen mere og mere, tilsidst vælter det halvt om paa Siden, Gabet falder til, endnu stirrer Øjnene stift ud i Rummet, saa falder ogsaa Laagene i. Fafner er død.”

Til top   Print

Til top   Print

Det lader til, at ambitionerne om en ild- og røgsprudlende drage ikke har været helt realistiske ved de daglige forestillinger – i hvert fald er både ild og damp på et tidspunkt blevet slettet fra maskinmesterprotokollens signal-liste over Fafners bevægelser og gøremål. Men til premieren virkede det, kan man læse i Politiken dagen efter: 

”Men nu aabner Forverdenens Dyr sit gab, og mens der fra Orkestret lyder en tung ondskabsfuld prusten, begynder Dyret at synge. Og stemmen, der udgaar af Gabet, er utvivlsomt Hr. Max Müllers. Er han gemt i inde i Hammen, har han det hedt. Snart staar en sky af Damp ud af Fafners Næsebor, snart spruder den veritabel Ild. Det sidste sker, da Siegfried nærmer sig for at støde sit Sværd i dens Hjerte. Fafner rejser sin tunge Krop, hæver Forbenene for at knuse den Formastelige, og mens Ilden staar den af Næsen, og Øjnene skinner, udfolder den to svære Flagermusvinger – saadan som de forhistoriske Dyr paa Overgangen mellem Kryb og Fugl har haft dem. Men Siegfried borer Sværdet Nothung i Dyrets Side, og det synker dødeligt ramt sammen. Mens det synger sine sidste Strofer, slappes Kroppen mere og mere, tilsidst vælter det halvt om paa Siden, Gabet falder til, endnu stirrer Øjnene stift ud i Rummet, saa falder ogsaa Laagene i. Fafner er død.”

Til top   Print