Siegfried på tegnebrættet

Kasper Bech Holtens egne arbejdsnoter til de tre akter

I.

Mime: Et lille menneske, der blander sig i storpolitikken. Han fået et rigtigt værdifuldt våben op under neglene. Som en hr. Jensen fra Hvidovre, der har fået fat i et atommissil og prøver at blande sig i det store magtspil for egen vinding. Prøver at spise kirsebær med de store.

Når Wotan kommer på besøg, er det som at se Bill Clinton i politisk duel med hr. Jensen. Han bliver kørt rundt i manegen. Mime forstår ikke at spørge uden for den viden, han har i forvejen. Han elsker sine bøger, manuskripter, planer, som han hele tiden finpudser. Sådan kan han holde styr på verden.

Siegfried er alt for ”stor” til ham. En utilpasset teenager. Interessant, hvis man kan få en balance mellem dem, hvor de skiftevis egentlig søger kontakt med hinanden og så misforstår hinanden. På skift kommunikerer og er stædige. Finde ind til nogle ægte ”enlig far med teenager”-familiemønstre. Brug det lille miljø, f.eks. omkring middagsbordet eller i skolestuen.

Seksualundervisningen slår fejl, for Mime vil ikke fortælle Siegfried om kvinder, om noget som helst, der kan føre ham væk fra Mime. Da Mime beskriver frygt for Siegfried, tror Siegfried, at det er sex, han taler om. Han er 18 og fuld af hormoner. Han vil sgu’ gerne lære frygt at kende og smeder et stort hårdt sværd til formålet!


Til top   Print

II.

Gnavne Gamle Mænd. Wotan og Alberich skændes nærmest for good old times’ sake. Har Wotan et alkoholproblem? Wotan må ikke blande sig. Derfor kalder han sig ”vandreren”. Vi tager ham på ordet. Prøv at gøre Wotan rigtigt hyggeonkel på vandring ude i naturen med hat og termokande. Han tager virkelig en rolle på sig som helt ufarlig, for ikke at beskyldes for noget. Han leger turist ved Neidhöle.

Siegfried er en lyrisk sjæl. Måske endog en kunstnersjæl, som bliver manipuleret til at være kriger. Der er noget Hair over det i denne 1968’er-setting. Fafner som Siegfrieds Vietnam. Men Fafner er også miljøsvinet, som hippie-Siegfried går til krig mod. Sårbarheden i at vi i nogle få øjeblikke alene med Siegfried ser, hvad hans egentlige bestemmelse ville have været, hvis han ikke blev udnyttet af Mime, Wotan m.fl.: Han er en kunstnersjæl. Poetisk. Tegner.

Skræmmende tanke, at man kom til at sige alt hvad man tænkte uden at kunne styre det. Spændende, hvis vi kan vise, at Mime selv opdager, hvad der sker i løbet af scenen, men ikke kan holde det inde. I det hele taget en vidunderlig spillescene.

Kæmper stadig med fuglen. Det vil være så smukt, hvis det lykkes med den rigtige fugl. Men vil den gøre, som vi forventer af den? Hvor tam bliver den? Hvad nu, hvis den ikke flyver afsted og viser Siegfried vej, når vi vil have det? Fuglen er Brünnhildes flaskepost.
 
Til top   Print

III.

Endelig kan Wotan trække sig tilbage og opsøge sin ægte kærlighed. Hende han aldrig kunne få. Som præsident kunne han ikke forlade Fricka. Nu kommer han for endelig at fejre med Erda. Men han ser sin egen alder ved at se hende gammel, træt og syg. Wotan må langt om længe se sin egen dødelighed i øjnene, ligesom han gjorde det da han første gang mødte Erda og lærte kærligheden at kende. Måske er det kun kærligheden, der kan lære os om vores dødelighed? Om at miste..

Hvorfor er det så svært at give slip? Hvorfor vil de største kunstnere, de største ledere ikke lade os få lov at mindes dem på toppen, med værdighed? Hvorfor blander tidligere ledere sig i magtspillet, når de har trukket sig ud? Hvorfor kan kunstnere ikke holde op? Hvorfor er det så forbandet svært at give slip på magten, selv om – eller især når – man selv har placeret en kronprins? Hvorfor kan Wotan heller ikke lade os huske ham som en stor leder? Hvorfor må han ende med at ydmyge sig selv, i kantinen bag en skov af ølflasker, mens han blander sig i, hvad de unge laver? Hvad er det for en grusom mekanik, at storhed skal ende med at dementere sig selv?

Brünnhilde og Siegfried. Smukt. Det gik som planlagt. Svært. Hun skal lære at være menneske. Han skal lære om kvinder og sex. De skal begge overvinde deres angst for at give sig hen. Han mangler redskaberne til at forstå, hvad hun gennemgår. Hun begynder at forstå, hvad hun skal igennem som menneske. Både glæde og sorg. De kaster forbeholdene over bord, formår at gøre det ved at turde vise hinanden sårbarheden og ved at turde grine af sig selv. Brünnhilde siger: Lad os.. ”lachend zu Grunde geh’n”. Fint, men også let nok at sige. Hun kommer desværre til at æde sine egne ord senere. Tvivler på, at hun vil le, når hun virkelig går til grunde i næste opera. Forholdet er dødsdømt fra starten. Siegfried har ikke valgt hende, ikke haft nogen valgmulighed. Hvad vil der ske, når han – 18 år gammel – skal ud og erobrere verden, første gang en afbleget blondine forsøger at score ham? Når han opdager, at han selv har et valg?


Til top   Print

 


De fire operaværker
Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, rollelister og meget andet:
Rhinguldet
Valkyrien
Siegfried
Ragnarok

Artikler
Kasper Bech Holten:
Den komplekse helt

Henrik Engelbrecht:
Siegfried på dansk

Henrik Engelbrecht:
Da københavnerne mødte Fafner
Fotogalleri
Se fotos fra Siegfried
Biografier
Læs om holdet bag Ringen

Rolleliste
Se rollelisten

Fordelingen af de dobbeltbesatte roller kan ses på
www-kglteater.dk
fra 1. august 2005.

Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk
Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet