Tanker om Ringen i 2001 Uddrag fra Kasper Bech Holtens dagbog om arbejdet med Ringen fra sommeren 2001, hvor konceptet begyndte at tage form. Tirsdag 15. maj 2001 – på mit kontor Så er vi i gang. I dag havde vi det første rigtigt organiserede møde om Ringen - min dramaturg Henrik Engelbrecht, scenograferne Steffen Aarfing og Marie í Dali, lysdesigneren Jesper Kongshaug og jeg selv. Michael Schønwandt kom kl. 11, lige ind fra London. Naturligvis har vi småsnakket lidt: Michael og jeg i pauserne under en korkonkurrence – med Steffen og Marie meget løseligt over noget whisky engang før jul. Og med Henrik forleden på færgen på vej hjem fra en kedelig forestilling i Lübeck. Men nu er det alvor. I dag samledes vi kl. 9.30 på mit kontor og holdt møde frem til kl. 15.                Det var en fantastisk start. Jeg har haft lidt angst over, hvordan vi skulle komme i gang med så stort et projekt, hvordan vi skulle komme i gang med at blive konkrete om så fantastisk et værk som Ringen. Det betyder jo med det samme en masse fravalg, og jeg har ligesom kredset om den uden at turde tage rigtigt fat i spørgsmålet om, hvad vi skal med den. Jeg har nok også været lidt for fokuseret på netop, hvad vi dog skal gøre med Ringen – i stedet for at gå til det indefra og diskutere, hvad værket betyder for os, hvorfor vi vil spille det, og hvad det er for et "rum", vi kan holde ud at være og udvikle os i seks år frem i tiden. Men i dag fik vi virkelig taget hul på den rigtigt gode måde. Med nogle fantastiske, meget associerende og levende diskussioner om stort og småt, men med en masse alligevel overraskende temaer udkrystalliseret meget hurtigt. Det var en god fornemmelse, at vi gik til værket, ikke til alle vores forestillinger om det, en masse forventninger, tidligere opførelser og så videre. Mange tanker om magt og kærlighed var oppe at vende, og det er jo påfaldende, at hvis man ser på Ringen som et mysterispil (himmel – jord – helvede), så vil de alle sammen ind i midten, ind på kamppladsen, hvor slaget skal stås, ind i mangfoldigheden, - ind i dødeligheden, ind i kærligheden? De søger alle sammen hele tiden ind mod den boksering i midten. På Wagners egen tid kæmpede det romantiske verdensbillede (Wotan som den romantiske digter, der holder sammen på det store gesamtkunstwerk) med modernismen (Siegfried, der sprænger alle grænserne? Eller Alberich?) Men i vor tid handler Ringen måske mere om at gå fra en verden, der kan forstås med enkle ideologier, med store, omfattende fortolkningsnøgler (meget maskulint), med Wotans spyd – til en verden, der er mangfoldig, individualiseret, naiv, multietnisk, globaliseret. Måske er det derfor Wotan må skabe Siegfried, der hele livet igennem skal være et barn: Som barn, forudsætningsløs, kan han måske netop rumme mangfoldigheden? Men det viser sig at være det feminine, Brünnhildes visdom, som kan udfri verden. Det feminine som en modsætning til det maskuline forsøg på at styre, rumme hele verden i én fortolkning. Og så er der jo ideen om det virtuelle rum: Et stort, ugeografisk rum, hvor man ikke afsætter sig spor, og hvor erfaringer oplagres på nye måder…også en spændende tanke. Jesper vil lege mere med tanken om neurale netværk. Til top   Print Torsdag 21. juni 2001 – på mit kontor Steffen slyngede meget forfriskende og provokerende det modsatte perspektiv på bordet af, hvad vi hidtil har arbejdet med. Indtil nu har vi talt meget store temaer som globalisering, multicentrisme og genetikkens udvikling, videnskabens kamp for udødelighed osv. Steffen foreslog: Hvad med at se det som en familiefest. Det er fantastisk at se det i det helt lille perspektiv også. Det skal nok udvides til at være en familiesaga, men det er da også en fascinerende vinkel: À la Bergmans Fanny og Alexander, osv. Man ser det for sig: Alberich jagter barnepigerne til familiefesten hos onkel Wotan, der ikke rigtigt længere har styr på firmaet. Han stjæler alle aktierne eller whatever. Et klassisk familiedrama af de rigtigt gode. Og hvem ved: Endelig, efter så mange år hugger Siegfried familiedrømmen i stykker, når han knækker – ikke spyddet, men onkel Wotans store dominerende flagstang. Tanken er sjov… Til top   Print Onsdag 18. juli 2001 – på et hotel i Bayreuth Så er vi i Bayreuth. Det er herligt. Og at begynde med at tage til Bayreuth og at arbejde på Ringen en hel uge, det er jo en ret okay start, må man sige. Det er hyggeligt at være her, men det bliver uden tvivl også en god investering. Vi begyndte med et strukturmøde i dag, inden det går løs med Valkyrien i aften (de spiller først Rhinguldet til sidst i generalprøve-ugen, lidt ærgerligt...). Vi er mere og mere enige om, at familiesagaen (inspiration: sagaerne, Thomas Mann, Godfather, Bergman, Dallas…) er et godt udgangspunkt. Det er en nær historie, det menneskeliggør de medvirkende, og det rykker perspektivet tættere sammen: Alberich, Mime, kæmperne og alle de andre er de forskellige klaner, dele af familien, men der er en fælles mytologi, nogle fælles regler, nogle gamle reaktionsmønstre. Det er som en slags tids-mæssig leg med "Se bag dig, se bag dig"-effekten, som man kender så effektivt fra børneteater. Publikum ved allerede, at der er noget bag ham (eller før ham), som gør, at det vil gå galt – før han ved det oppe på scenen. Det er jo det bedste! Men bliver det for småt? Marie havde måske fat i den lange ende med tanken om, at de store øjeblikke i virkeligheden er små øjeblikke, som bare forstørres op og får en nærmest mytologisk størrelse: De berømte øjeblikke, som familien altid taler om eller ved findes i fortiden. Dengang farmand smadrede et glas i vrede – måske forstørres dét op til, at hele bagvæggen af glas splintres samtidig eller lige bagefter. De små øjeblikke tårner sig op og bliver til mytologiske øjeblikke – og derved bliver familiens historie jo til sin egen mytologi med fortællinger og ritualer. Det er ret spændende, og det er sjovt, hvordan hele verden sådan spejler sig i en families mytologi. Har aldrig været til generalprøve hernede før. Gud ved, hvad man tager på. Prøver med jakkesæt og slips. Til top   Print Onsdag 25. juli 2001 – i flyet på vej fra Frankfurt til København Så er Bayreuth overstået. Jeg fik ikke skrevet de enkelte dage dernede, som jeg ellers havde tænkt mig, men jeg orkede det bare ikke. Vi har nærmest beskæftiget os med Ringen uafbrudt i døgndrift (kun afbrudt af lidt Tour de France i TV og et par løbeture – og en helt ekstraordinært lækker og overdådig slutmiddag i går på Bürgerreuth), og jeg havde bare ikke overskud til også at skulle sætte mig ned og tænke det hele igennem og skrive om det igen, når vi endelig holdt pauser. Det har været vidunderligt og meget, meget givende. Langt bedre, end man kunne have håbet, og vi har fået lavet et stykke arbejde, som vi ganske givet ellers ikke ville have fået lavet derhjemme – at være sammen, koncentreret, bare os, i Bayreuth, så længe – at se Ringen, at tale om det og at arbejde os systematisk igennem det, har givet os fornemmelsen af, at vi er startet på en fælles rejse. Vi sad i konferencerummet i fire hele dage og arbejdede os langsom og sikkert, scene for scene, igennem Ringen. Spillede musik, læste lange tekstpassager igennem og op for hinanden, diskuterede situationerne og løsningsidéer… Ambitionen var, at vi skulle have klaret det på to dage, men det endte med at tage hele ugen overhovedet at komme igennem. Men vi var også ret grundige i vores analyser. Alle har virket meget frie og ærlige, og alle idéer har været oppe at vende, uden at der er blevet rynket på næsen. Og nogle gange har de mest skøre idéer vist sig at være de bedste. Den gamle idé med sporene fandt en form, da Henrik nævnte pulterkammeret som en idé – familiens pulterkammer. Og den idé slog endegyldigt sammen med idéen om en familiesaga, da jeg fandt på, at det hele sker, mens Brünnhilde står i pulterkammeret, mens Hagen og Gunther er gået ud for at slå Siegfried ihjel. På dét tidspunkt må hun – vores hovedperson, i modsætning til et uendeligt antal Ringe i de sidste 20 år med fokus på Wotan-figuren – gå tilbage til familiens pulterkammer, genfinde alle de gamle ting og i erindringen genopleve, hvordan det blev sådan. Hvordan det kom så vidt, at hun nu måtte ofre sin mand. Hun vil forstå… "dass wissend würde ein Weib!" Rhinguldets forspil beskriver, hvordan erindringerne én efter én vælder frem, bygger op, udbygges, hun prøver at huske, hvordan begyndte det hele… Der var engang… og så dukker Rhindøtrene frem af erindringen, og de næste mange timer er Brünnhildes forsøg på at forstå, hvorfor det gik, som det gjorde. Den viden, hun skal bruge til sit sidste store slutopgør med far inde i pulterkammeret... en desperat kvinde, som anklager sin far, men også tilgiver ham. Og som til sidst smider den tændstik, hun strøg og futter hele hytten af. Familiens historie må brændes af, alle spor slettes. Hvad står tilbage? På den måde vil vi lave Brünnhildes Ring. Kvinde-Ringen. Ringen om, hvilke ofre kvinderne må bringe. Og hvilke grusomme ofre, kærligheden kræver. Nå, der er virkelig mange gode tanker og ideer ude nu, men det virker også dejligt konkret. Nu skal Steffen og Marie hjem og tegne, og mange ting skal bundfælde sig. Der er da heldigvis også tid endnu. Vi mødes den 28. august om aftenen igen. Det bliver godt. Længere skal der heller ikke gå mellem møderne, hvis gryden skal holdes i kog. Nu bliver det meget spændende at høre, hvad Michael siger til det hele, men han lød entusiastisk, da jeg nævnte det med Brünnhildes erindring i telefonen forleden. Nu skal vi lande. Så nu må jeg slukke. Til top   Print De fire operaværker Læs mere om de fire fantastiske operaværker og se fotos, rollelister og meget andet: Rhinguldet Valkyrien Siegfried Ragnarok Artikler Kasper Bech Holten: Rejsen begynder Henrik Engelbrecht: Visionen og virkeligheden Vigtige datoer: Wagner, Valkyrien og Nibelungens ring Fotogalleri Se fotos fra Valkyrien Biografier Læs om holdet bag Ringen Rolleliste Se rollelisten Fordelingen af de dobbeltbesatte roller kan ses på www-kglteater.dk fra 1. august 2005. Se de medvirkendes CV-er på www-kglteater.dk Bikubenfonden er eksklusiv samarbejdspartner i forbindelse med produktionen af Rhinguldet